Åh, efterår

Jeg kan slet ikke forholde mig til, at efteråret, som jeg frygtede ville blive så herrens lang, allerede ender på torsdag. Sikke tiden går, om end det så er godt eller skidt. Efteråret har været fyldt med smuk natur, lige til at fotograferer, te og kaffe, varme under dynen og finurlige tanker. Jeg forbinder derfor disse ting med efterår, og kan slet heller ikke forholde mig til at skulle drikke te i december.

 Efteråret har også bragt mig en masse forundrende tanker om livet, det at være mig og hvem jeg er. Jeg er ikke kommet frem til noget, men det bør man vel heller ikke nødvendigvis vide, når man kun er 13. Jeg har brugt efteråret til, at være fuldstændig mig selv. Ikke at jeg ikke vil være det hen over vinteren og resten af mit liv, men jeg har bare nydt, at gøre alt det jeg elsker. At folde origamifugle, at spille guitar til mine fingre faldt af, at synge den samme sang 1000 gange, at læse en node og derefter spille den på et klaver, at tage smukke og mislykkede billeder af efterårets brune nuancerede blade, at skrive indviklede og voksne ord ned i min lille notes bog, at blogge mine led ømme og en masse andre ting...

 Efteråret er specielt. Det synes jeg nu, men ikke før. Før, altså i sensommeren, syntes jeg den var dum. Dum og irreterende, kold og som om den prøvede at tage sommeren fra mig. Den var bestemt ikke min ven, og al den snak om at naturen skulle være så smuk, syntes jeg bare var vrøvl. Det dumme efterår, det skulle sgu ikke komme her og tage varmen og solen fra mig. 

 Åh efterår. Jeg mente det slet ikke. Jeg elsker dig nemlig, rigtig meget endda. Du har bragt mig de mange gode stunder og lært mig voksne ord. Du har givet mig lysten til, at udfolde mig selv og mine talenter, og en varm kop te i hånden når tårene og tankerne pressede på. Nu skal jeg ikke længere beskylde dig for, at have taget sommeren fra mig, for på mange måde, så kan jeg bedst lide dig. Åh efterår, du giver mig inspiration og livslyst. "Det' der ikke mange der forstår, men jeg kan godt li' efterår!"

Men nu er du altså næsten forbi. Du, som er så rar. Jeg har nydt dit selvskab, og jeg glæder mig til at se dig igen næste år. Om ca. 300 dage, så mødes vi igen. Men lad nu ikke tiden gå for hastigt. Jeg vil nyde de andre årstider lige så meget, som jeg har nydt dig, til jeg pludselig en dag møder dig igen, med stor overraskelse.

Efteråret har plantet et lille frø i mit liv. Kun et lille bitte ét, ud af de mange der er i forvejen er og kommer i fremtiden. Kun ét, men sikken ét. Det er stadig ét, der har gjord en lille del af mig, til mig. Det synes jeg er en skøn tanke. Jeg synes også at i alle burde elske efteråret. Det gør jeg i hvert fald.

(Idag har jeg været til skolesamtale. En lille smule nervepirrende var det, men jeg fik den største bunke ros. Efterfølgende gik min mor og jeg ned og delte en pastasalat og nogle muffins, i bageren på Nørregade. Vi sad ved et bord, lige op ad vinduet, som betød at vi kunne se alle de mennesker der gik forbi. Det holder jeg meget af.  Jeg har også været til drama på Toppen. Det var sjovt og opløftede kun, mit ellers i forvejen meget gode humør. For få minutter siden kom min mor brasende ind på mit værelse, omfavnede mig og fortalte at hun elsker mig. Hun havde nemlig lige læst det forrige indlæg på bloggen, og blev utrolig rørstrømsk. 

Min far har også ringet, og fortalt at han er stolt af mig. Jeg er en glad 13-årige pige)

Mange, mange ord fra Bella, om livet, efteråret og en varm kop te