Uden ord. Bare ro.

Har sendt en tanke til tankevæggen.

Nu kommer fuglene igen

(Ved godt at teksten ikke passer til billederne på nogen måde)

Fuglene nynner deres små melodier og kan høres svagt og kønt, når mit vindue står på klem. Kolde briser suser ind af en lille sprække og engang imellem, falder en regndråbe på ruden. 

Jeg danser og spiller forestillinger hver eneste dag, griner mine lunger tomme for luft og får massevis af roser i alle farver. Jeg lever livet på teateret, og føler mig ganske godt hjemme, sammen med en masse andre tosser. Når jeg kommer hjem til det der oprindeligt er hjemmet, hører jeg rare forårs toner, smider mig i en kæmpe pude befængt seng, snakker med smilende Ida og Emilie til kvart ud på natten, nusser én på kinden og overvejer ikke et sekund at noget skulle være anderledes, end det er nu. Det hele er perfekt, på en komplet uperfekt måde, som tilfredsstiller mig fuldkommen. Jeg er forårs lykkelig.

Hvor bliver alle jeres rare kommentarer af? Jeres fine tanker, små idéer og respons, der varmer om mit hjerte. Giv lyd for faen'. Jeg håber dybt og inderligt ikke, at i finder mine indlæg lange og kedelige, men at i tvært imod, vil læse mine tanker, lange tekster, og sende en lille rar bobbel af varme tanker til en rødhåret blogger på den anden side af skærmen. Hun sætter pris på hver og én af dem.

Min regndråbe af perlemor

Hvor jeg dog elsker hendes fine lyd, der klinger så harmonisk i mine ører. Hun næsten smiler til mig, når hun hænger der på tapetet. Hun er smuk. Hun er fejlfri. Hendes bløde stålstrenge, frister mig til at hive hende op på skødet og spille varme melodier. Det er lige hvad hun er beregnet til. At varme. Og det gør hun. Når hun hænger der på tapetet og smiler til mig, eller når hun ligger på skødet med hovedet i min hånd. Ida beskriver lyden, når man spiller på en guitar som hende, som at lytte til regndråber. Det er nemlig sådan det lyder. Hun er min regndråbe. Min flødefarvede og nødebrune regndråbe med perlemor, der skinner.

Jeg har aldrig min mobil på mig, og jeg må tit høre for det. Jeg går lidt for meget med makeup og glemmer for ofte at fjerne den, inden jeg skal sove. Jeg er stædig, som en i helved, og ualmindelig dårlig til, at give andre ret. Jeg har let til tåre og tager sjældent mod kritik. Jeg er en perfektionist, en neurotisk idiot, der bliver angst over nullermænd og har faste pladser til mine fjernbetjeninger. Jeg falder aldrig i søvn, hvis jeg ved, at mine sko står hulder til bulder, eller at der er blevet spildt en lille plet på bordet. Jeg er en boldmongol uden nogen særlig god kondition. Jeg har aldrig gået til nogen former for sport, og det sidste i verden, der interesserer mig er fodbold. Jeg har en underlig pinagtig latter, som jeg nok burde holde lidt mere for mig selv. At spare har aldrig været min stærke side, og jeg bruger ofte penge på helt unødvendige ting, som smykker, hvilket er det sidste jeg har brug for. Jeg sammenligner mig med andre, bruger noglegange lang tid foran spejlet, hvor jeg betragter mig selv og finder alle mine fejl, og så spiser jeg alt for mange søde sager. Og jeg har svært ved at acceptere alle disse fejl. Jeg har svært ved at acceptere, at det er en del af mig at være stædig, at være boldmongol og have en aldeles underlig latter. Selvom jeg ved at et menneske, lige som et æble, kun kan være helt, når det har en skyggeside, er det så ufattelig svært, at stå ved dem. Især i denne verden, hvor man kun kan blive accepteret ved perfektion. Men det er mig, og sådan må det jo være, for det kan kun være mig. Der er ingen andre i verden, der griner på præcis samme måde, som jeg. Ingen andre i verden, der tænker præcis de samme tanker, som jeg gør.

Så når alt kommer til alt, og selvom jeg har fejl, så er der ingen anden i denne verden, jeg hellere vil være, end mig.

Her sidder jeg så på mit væresle, ved træskirvebordet, og drikker mangothe af det fine lille krus, jeg fik af Anna i sidste uge, da vi fejrede hinandens fødselsdage hjemme hos mig. Vi fejrede dagen med den ultimative bedste Indiske mad, jeg længe har smagt, cupcakes med jordbær og lyserød glasur, "Bridget Jones dagbog" og alverdens starinlys, der lyste op fra krogende af mit værelse og dannede en helt bestemt stemning. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at det ikke var hyggeligt. 

 I øjeblikket er mit liv en anelse hektisk. Jeg farer rundt fra teaterprøve til teaterprøve, de næste to uger har jeg prøver hver eneste dag, og det har desværre også minimeret mit overskud til at blogge den seneste tid. Ikke at jeg holder pause, for jeg må jo engang imellem have brug for at afreagere, men efter min konfirmation er tingene faldet en smule mere på plads, og så vil jeg genoprette mit fravær. Jeg ved at nogle af jer synes det er ærgerligt, at jeg tager så lange pause mellem mine indlæg, det forstår jeg, men dette er min dagbog, og selvom den findes i fuld offentlighed, så er det mit tankested, mit frirum og her hvor der ikke er nogle forpligtelser eller krav. Jeg håber i forstår.

 De sidste to uger har jeg; nydt når solen tittede frem mellem skyerne, holdt fødselsdag, sunget en del, spekuleret over forandringer, drukket mangothe, været på kulturmaskinen med min mor, for at sy min konfirmationskjole som nu er færdig, haft familien samlet til den årlige puste-æg-dag, og jeg siger jer at æggene blev flotte. Jeg har taget store beslutninger, gået et par ture, tænkt over citatet "Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke", som jeg fandt i min mors digtesamling, været til gudtjeneste og sunget salmer, knyttet mig til søde Anna med det brune hår og lyttet intenst meget til The Velvet Underground og barometeret. 

Jeg håber at i alle har det godt. Jeg elsker jer!

Nu forandres alt. Alting forandres. Jeg kan ikke sove om natten, for tanker der farer rundt i min tankegang. I forgårs sov jeg først klokken halv seks. Jeg er både spændt, nervøs, bange, jublende, inspireret og fuld af sommerfugle i maven. Sommerfugle der blafre med deres vinger, og kilder mig på indersiden af huden. Det sprudler inde i mig, og får mig til at råbe et højlydt "Yes!!". Jeg fare rundt i fortvivlelse, skifter konstant mening og har svært ved overhovedet at forstå, hvad der sker omkring mig. Alting forandres, og det sker nu. Jeg håber jeg er parat.

Slut med den lorte facade og de små digterier om, hvor godt livet er. Det er jo som om vi alle prøver, at lyve over for os selv. Prøver at finde på ord, der lyder en anelse mere harmoniske, end hvad der i virkeligheden beskriver vores sindstilstand bedst. Det kan da for helvede ikke passe, at man ikke engang kan være ærlig overfor sig selv, at man skal rette tankerne så de lyder "bedre". Hvor blev der af sandheden? Hvor blev der af oprigtigheden? Vi lever jo konstant af den åndsvage facade, som skjuler hvad der i virkeligheden befinder sig i os alle. Hvorfor lyve for sig selv? Oprigtig kunst skabes først, når man er sig selv tro.