Når tvivlen nærmer sig

D. 6 maj skal jeg konfirmeres, og jeg venter spændt. Jeg er spændt på min tale, de andres taler, gaver, fest, traditionen, at se de andres fine kjoler, min egen kjole, billeder der skal tage, men mest af alt at stå i kirken og bekræfte min dåb og tro. Men jeg har netop nu lært om tvivlen. Tvivlen på om det er det rigtige valg, tvivlen på min tro og tvivlen på hvad tro er. Og hvad er tro egentlig? Er det troen på Gud, der bor oppe mellem skyerne som jeg troede, da jeg var så lille, at jeg ikke selv havde en anden forestilling? Er tro en kraft eller en styrke, en magisk trylleformular eller er det at tro på fødsel, liv og død? Eller en mulighed kunne være videnskab. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal tro på. Men en ting jeg ved er, at troen kan få mennesker over hele verden, sorte som hvide, gule som røde, til at skabe et sammenhold, en fælles tro på noget og stille spørgsmål, som ingen nogensinde vil kunne svare på.
Engang var troen lige til. Gud skabte verden på syv dage, de første mennesker han placerede på vores jord hed Adam og Eva, Jesus var hans søn og der var ingen tvivl.
Jeg har hverken lyst til at lyve overfor Gud, min præst eller overfor mig selv. På den ene side vil jeg gerne konfirmeres pga. traditionen, men ærlig talt også pga. festen, gaverne og fordi de andre gør det. Jeg vil jo så gerne have noget, at kunne dele med de andre. På den anden side ville det være så cool, at sige fra og være den eneste af os alle, der tør være fuldkommen ærlig. For hvorfor bekræfte en tro, jeg ikke engang tror halvt på. Men at gøre det, ville samtidig være at melde mig selv ud af fællesskabet og sammenholdet. Det ville føles mærkeligt at melde mig ud, når jeg altid er vokset op i den kristne tro. Hvorfor så holde jul, påske eller andre helligdage? Dog er jeg glad for, at det er min egen beslutning, selvom den er rimelig svær at tage. Jeg tror, håber og ved at jeg nok skal finde ud af det på et tidspunkt. Om ikke andet er jeg jo nød til det.

Fortvivlende ord fra Bella